Jeg blev født under Sudans vide, solrige himmel, hvor min barndom var fyldt med fantasi og stille håb. Fra en tidlig alder havde jeg en medfødt nysgerrighed omkring, hvordan ting blev bygget, og en drøm blomstrede i mit hjerte: en dag at skabe noget helt eget.
Den drøm rejste med mig på tværs af kontinenter. I 2013 forlod jeg den velkendte varme fra Sudan til fordel for den milde regn i Danmark, med kun en kuffert fyldt med tøj og et hoved fyldt med forhåbninger. Det var både spændende og skræmmende – et nyt land, et nyt sprog, et nyt liv – men gennem al usikkerhed forblev drømmen et konstant lys, der ledte mig fremad.
I Danmark brugte jeg årevis på at finpudse mit håndværk som teknisk designer og konstruktør. Dag efter dag lagde jeg min energi i at føre andres koncepter ud i livet – jeg udarbejdede tegninger, beregnede strukturer og sikrede, at hvert design var solidt. Hvert projekt lærte mig værdifulde lektioner og færdigheder. Men uanset hvor tilfredsstillende det var at bidrage til disse kreationer, følte jeg en stille, vedvarende længsel. Sent om aftenen, efter arbejdet var færdigt, skitserede jeg mine egne idéer.
Jeg forestillede mig møbler, der bar på historier, designs, der blandede mine sudanesiske rødder med skandinavisk enkelhed. Den erfaring, jeg fik på jobbet, var jorden, der nærede drømmen, men jeg vidste, at jeg havde brug for mere for at få den til at blomstre. For at dyrke min vision yderligere besluttede jeg at vende tilbage til studiets verden. At tilmelde mig Produktudvikling og Innovation (PDI)-programmet på Syddansk Universitet (SDU) var et afgørende skridt i at udvide min viden. Tilbage i klasseværelset var jeg ældre end mange af mine jævnaldrende, men fyldt med beslutsomhed.
Jeg fordybede mig i at lære om innovative designprocesser, bæredygtige materialer og entreprenant tænkning. Hver forelæsning og opgave føltes som endnu et værktøj, der blev føjet til mit bælte, og som rustede mig til at bygge den fremtid, jeg forestillede mig. Det var udfordrende at balancere fuldtidsarbejde med studier, men min familie heppede på mig, og jeg glemte aldrig, hvorfor jeg startede: at bringe mine egne kreationer til live. Livet har dog en tendens til at sætte drømme på prøve.
Midt i alle disse planer og hårde arbejde blev jeg konfronteret med en pludselig, kritisk sygdom. Den ene dag lagde jeg planer for fremtiden; den næste befandt jeg mig i en hospitalsseng, hvor jeg stod over for mit eget livs skrøbelighed. Det var det mørkeste kapitel på min rejse. Der var øjeblikke med frygt og tvivl – nætter, hvor drømmen syntes at blafre lige så svagt som et stearinlys i en storm. Men jeg holdt ud.
Med tro, støtte fra mine kære og en indre beslutsomhed, jeg aldrig vidste, jeg havde, kæmpede jeg mig igennem sygdommen. Helbredelsen var langsom og ydmygende. Alligevel, da jeg kom ud af den prøvelse, følte jeg mig genfødt med en ny klarhed: livet er dyrebart og for kort til at udsætte vores dybeste forhåbninger. Hvis drømmen havde overlevet den storm, skyldte jeg mig selv at gøre den til virkelighed. Under min heling købte jeg en træbænk og placerede den i kontorlokalet.
For at genvinde min styrke og min sindsro begyndte jeg at tilbringe stille timer der, hvor jeg forsigtigt sleb ru træstykker og indåndede den behagelige duft af savsmuld. Der, midt i spånerne og træknasterne, fandt jeg en beroligende rytme. Træarbejde blev min meditation og min terapi. Jeg følte fortidens stress og smerte smelte væk. Jeg skabte igen – ikke bare ved at følge tekniske skemaer til andres planer, men ved faktisk at frembringe mine egne ideer med mine hænder.
Min familie så, hvordan dette håndværk oplyste min ånd. I de øjeblikke, hvor jeg lavede simple ting, så de drømmen blive levende igen i mine øjne. Deres opmuntring var urokkelig: "Du har et talent. Dette er dit kald – gå efter det," fortalte de mig. Ikke længe efter skete der to vidunderlige ting i mit liv næsten samtidig. Den første var, at jeg endelig besluttede at starte mit eget træbearbejdnings- og designstudie – netop det initiativ, jeg havde drømt om så længe.
Den anden var langt mere personlig og dybsindig: fødslen af min datter, Mona. Mens jeg holdt min nyfødte pige i mine arme, følte jeg en bølge af inspiration og kærlighed, som jeg ikke havde set før. På en måde var hendes ankomst og min beslutning om at oprette studiet dybt forbundet – begge markerede begyndelsen på et nyt liv. I de søvnløse, men glædelige nætter, hvor jeg vuggede Mona i søvn, fandt jeg mig selv ofte i at forestille mig fremtiden igen: en fremtid, hvor hun kunne vokse op og se sine forældre forfølge en passion og gøre en drøm til virkelighed.
Det første stykke, der kom ud af mit nye atelier, blev fremstillet i denne periode med den samme omhu og undren, som jeg holdt af mit barn. Det var en stol – enkel i sine linjer, men alligevel lavet med omhyggelig kærlighed og dedikation. Hver eneste slibning og hver samling, der blev sikret, syntes at bære et stykke af min rejse: visdommen fra mange års designarbejde, innovationerne, der blev udløst i klasseværelset, den modstandsdygtighed, der blev smedet i sygdom, og det hjerte, jeg hældte i de stille træbearbejdningssessioner.
Jeg besluttede at navngive denne særlige stol "Mona" efter min datter. Det føltes kun passende, da både stolen og min lille pige blev født fra den samme kilde af håb og nye begyndelser. Når jeg ser på Mona-stolen, ser jeg mere end et møbel. Jeg ser et symbol på udholdenhed, kærlighed og realiseringen af en livslang drøm. I dag er "Drømmen" ikke længere bare en drøm – det er min virkelighed og min fortsatte rejse. Mit studie er blevet det rum, hvor kreativitet og fred flettes sammen hver dag. Fra omhyggelig udvælgelse af hvert stykke træ til de sidste strøg af finishen på et design, hælder jeg min sjæl i arbejdet og husker den vej, der førte mig hertil.
Enhver kreation har en historie, og dette er min: historien om en dreng fra Sudan, der rejste langt hjemmefra, lærte og kæmpede, faldt og rejste sig, og aldrig gav slip på en vision. Det er en fortælling om at finde mening på de mest uventede steder – i familien, i modgang og i træets årer under mine fingerspidser. Når du holder eller bruger et hvilket som helst stykke fremstillet i mit atelier, skal du vide, at det er bygget på mange års erfaring, et fundament af hårdt tilkæmpet viden og frem for alt et fundament af drømme.
"Drømmen" begyndte som en lille gnist i et fjernt land og voksede sig lysere gennem enhver udfordring, den stod over for. Og den fortsætter med at gløde og lyser vejen fremad, mens jeg designer nye stykker og kapitler i mit liv. Jeg håber, at den gnist af passion og håb fortsætter i alt, hvad jeg skaber – og måske endda inspirerer dig til at forfølge de drømme, der lyser op i dit eget hjerte.